Sattrup gl. telefoncentral. Tegning af Jens Johan Andersen.

       Østbirk kirke. Tegning af Jens Johan Andersen. 

 Efterlysning.

Jens Johan Andersens hus/gårdtegninger 1932-1969.

-      Grundig iagttagelse, meget detaljeret og præcist gengivet i farveblyantsstreg.

-     Mildt redigeret, oprydning omkring huset, intet roderi, påmonteret flagstang og flag!

-     Et par blide, hvide skyer på en smuk sommerblå himmel … harmoni!

-     Naiv stil … ”HUSMANDSKUNST”, javel, men det lignede!

-      Næsten altid signeret Jens J. Andersen - med smuk skråskrift.

Jens Johan Andersen er født d. 14. marts 1902 i Haurum sogn ved Frijsenborg, blev ofte kaldt ”Jens-Jep” efter faderen Anders Jeppesen).

Læreruddannet fra Ranum Seminarium 1927. Lærergerning til 1932. Gift med Anna Catharina.

Opgav lærergerningen (dårlige nerver). Skilt fra Anna Catharina.

Forlod hjemmet medbringende sit gode tøj, en gammel cykel og en taske med tegnerekvisitter.

Fra 1932 til 1969 drog han omkring på Herning-Ikastegnen og senere i Østjylland, levede fra hånden i munden ved at tegne huse og gårde, hvor han kom frem (flere tusinde!); boede ofte på gårdene og hjalp lidt til med f.eks. høstarbejde, roe hakning ol.

Døde 27. maj 1970 på Brædstrup Sygehus og blev begravet d. 3. juni ved Tamdrup kirke.

Hvis man ligger inde med fotos af Jens Johan Andersen, beretninger om ham og naturligvis hans tegninger, er man mere end velkommen til at kontakte undertegnede.

Jørn Damgaard Andreasen, Bøgehøjvej 15, Østerlund .8700 Horsens

Tlf. 75 65 42 99 og mail:  Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

 

Fotos og Hus/gårdtegninger af Jens Johan Andersens kan også medtages på Gedved Egnsarkiv. Så sørger vi for scanning / affotografering og aflevering til Jørn Damgaard, samt arkivering af  Jens J. Andersens billeder fra lokalområdet.

 

Nedenstående billede og tekst fra Jørn Damgaard er tilføjet den 21. august 2017.

 

 

 Gedved Nymlle20170828 130059 1

Gedved Nymølle.

 

Jens Johan Andersen

   I min barndom i 1950-erne - ”ude på landet” - var det ikke usædvanligt, at man på den lille ejendom kunne få besøg af sprittere, vagabonder, landstrygere, skærslippere eller landevejsriddere … kært barn kunne også dengang have mange navne, og de fleste af dem kunne faktisk leve op til den fineste titel (i mine ører) ”landevejsridder”, idet de lige så faktisk havde bevaret et skær af ægte værdighed over sig - ikke den teatralske, pseudointellektuelle værdighed, man i vore dage oftest møder hos medaljebehængte, barnevognsskubbende og iscenesatte hundetrækkere. - Selvfølgelig er der vel også ved sidstnævnte gruppe tale om folk, der på en eller anden måde - måske mere eller mindre selvforskyldt - er havnet på ”hylden” med de triste skæbner; - men på en eller anden måde forekommer min barndoms vagabonder mig mere ægte! Folk vil nok sige, at det er, fordi jeg ikke har kunnet følge med tiden … og de har måske så også ret: Men i min barndom var snedriverne altså altid mandshøje hver vinter, og vi måtte først slå hul på isen på vandet i stalden, hvor vi vaskede os, inden vi kunne hoppe op i det, - ja, og så kunne dynen såmænd hver nat fryse fast til væggen i karlekammeret, og hvad værre var … fryse fast til overskægget, fordi selv den dårligste ånde gjorde dynekanten våd. - Jo, dengang lærte man skam at barbere sig hver aften, inden man krøb til køjs …..

 Mange var de, som kom forbi! - To husker jeg, fordi de var ganske forskellige i deres fremtoning og adfærd: Den ene hed Rudolf - ham kommer jeg tilbage til en anden god gang! - Den anden hed Jens Johan Andersen, og han er så denne gang blevet til mit lille projekt. Jeg har i min seneste bog, ”Klokkeklart” i et afsnit beskrevet mit eget møde med J. J. Andersen - her indsat direkte fra bogen:

(Klokkeklart siderne 168 – 170)

Et navn havde til gengæld den meget høflige og måske generte mand, som en dag kom cyklende ind på vor gårdsplads og tilbød at tegne vores ejendom - og det oven i købet i farver! - Hvis vi ikke syntes om hans tegning, skulle vi da slet ikke betale noget, så ville han blot køre videre på sin gamle, temmeligt udtjente cykel. - Ja, og så hed han da i øvrigt Jens - lige som min fætter i Damgaard og i sin tid min bedstefar samme sted, og det borgede jo nok for ærligheden, så han kunne da godt forsøge sig - især da det nu ikke skulle koste noget - forstås!

Ca. tre kvarter senere kom han tilbage og fremviste en skitse i sort hvid blyantstegning, meget detaljeret og præcis i sin måske lidt naive stil, men vi kunne se, hvad det forestillede, og det var jo i vore kredse kriteriet for god kunst! Så grundigt havde han iagttaget, at også en ellers fint udført tilmuring af en døråbning i ladens gavl var taget med på skitsen, hvor han dog havde tilladt sig at gøre det levende hegn øst for ejendommen lavere, så han derved havde haft mulighed for netop at få alle detaljer med. Det sidste meddelte han os næsten undskyldende; - men mine forældre var begejstrede og spurgte ham så, om han også kunne tegne en ejendom efter et fotografi - de tænkte nemlig på, at så kunne han jo tegne deres tidligere ejendom i Gludsted, for så kunne der jo blive et barndomshjemsbillede til både min storesøster og til mig, - og det skulle han da nok forsøge. - Nu kom min mor så pludseligt i tanker om, at det da kunne have været hyggeligt, hvis de havde haft flagstangen oppe; - men det var da ikke noget problem for vor cyklist: Den skulle han nok tegne med, selv om den faktisk lå oppe på stuehusloftet. - Skulle der så eventuelt også tegnes et blafrende flag? - Men nej! - Her brød min far dog lidt barskt ind: Der var da - så vidt han vidste - ikke lige noget at fejre dén dag! - Han frygtede vel allerede for sorte, truende skyer af nys opståede potentielle udgiftsbyger. Lidt skræmt pakkede ”kunstneren” nu sin taske med skitse og foto af ejendommen fra Gludsted, som min mor udleverede ham, selv om min far frygtede, at nu mistede de måske for evigt det eneste billede, de havde fra netop Gludsted. Hans tanker kredsede så voldsomt om det sidste problem, at han helt glemte at spørge efter prisen for ”kunstværkerne”, hvilket nok efterfølgende har afstedkommet et par søvnløse nætter i hans side af sengen!

Nogle få dage senere kom ved middagstid vor tegner igen - medbringende to gårdtegninger i farver, og mine forældre - selv min fader! - var ovenud tilfredse! … Og hvad skulle han så have for det? - spurgte min mor, da min far netop var forsvundet ind i stuen for dog ikke at gå glip af middagsluren på divanen, - nu hvor han havde genvundet sjælefreden ved at have fået sit savnede foto af ”Gludsted” tilbage. Genert tøvede Jens J. nu et øjeblik, og så spurgte han forsigtigt, om de syntes, at 40 kr. var for meget? - Det syntes min mor ikke, og hun gik straks ind i stuen til min far og bad om 80 kr. til tegneren, hvilket hun uden bemærkninger fik direkte fra tegnebogen i vestelommen. - Så var hun glad, for så var hun ikke nødt til at bruge af sin egen oplagrede kapital i kaffedåsen. - Hun ville nu give tegneren de 80 kr., men han viftede ihærdigt afværgende med hænderne: Nej, det var da 40 kr. i alt! - Men min mor fastholdt sin beslutning om at give manden de 80 kr. - nu da hun jo havde fået dem fra min far, og så var hun i øvrigt godt tilfreds - det var dog kun det sidste, hun sagde højt!

Jens J. Andersen stod der med sirlig skrift for neden i højre hjørne på det ene billede - på det andet havde han nok glemt det. Men signaturen kunne vi efterfølgende se på tegningen af Langkjærgaard og på en lang række andre tegninger af de flere tusinde gårde og huse, som Jens Johan Andersen havde tegnet - alle med hans ”varemærke”: Et par blide, hvide skyer på en smuk, sommerblå himmel (ikke skyggen af min faders sorte ”bygeskyer”). Han sørgede altid for at producere såkaldt ”idealiserede” tegninger: Det almindeligt forekommende rod og de væltede hegnspæl på gårdene blev på hans billeder ryddet op og indhegningerne ”repareret”!

- Og hvem var så denne Jens Johan Andersen? - Ja, han blev født i skovfoged huset i Haurum sogn nær Frijsenborg d. 14. marts 1902. Han var enebarn af forholdsvis fattige forældre, Anders Jeppesen og Karen Marie Johansen, - han blev opkaldt efter sin mors far, skovfoged Jens Johansen, og på trods af familiens svage økonomi fik han lov at læse til lærer på Ranum seminarium, hvorfra han dimitterede 1927 for herefter at forsøge sig med et par vikarstillinger, først i Bøstrup og siden i Vinderslev, hvor han faktisk fik stilling som 2. lærer med en månedsløn i 1932 på 185 kr. - Han giftede sig med Anna Catharina Hansen, men ægteskabet blev hurtigt opløst, og samme vej gik det så også med lærergerningen for den allerede dengang sky og generte Jens J. Andersen, som slet ikke kunne styre eleverne, og som havde udviklet sig til på alle måder at være en ulykkelig mand. - Og nu måtte han så også opleve et decideret nervesammenbrud.

Jens Johan Andersen havde siden tiden på Ranum elsket at tegne, og nu (ca. 1932) valgte han så at hutle sig igennem tilværelsen ved at tilbyde at tegne folks huse eller gårde. Han gennem trawlede hele egne for at tilbyde sin ”kunst” og boede primitivt på kolde loftsværelser på gårdene. - 20 kr. for en blyants-tegning og 30 kr. for en farvelagt. Hvordan han bar sig ad med at få noget at spise, og hvordan det kunne lykkes for ham at holde sit tøj så nogenlunde i orden, kan være ret så uforståeligt. Da han en tid havde færdedes massivt på Herning-Ikast egnen, drog han mod Østjylland og altså vores område.  

I 1969 opholdt han sig i Lund og boede ”til leje” i Tamdruphus på Nørre Snedevej (i dag nr. 14). Mad fik han en tid fra Tamdrup plejehjem, fordi han vurderedes at være ”værdigt trængende”. Gårde tegnede han fortsat, bl.a. har han på et tidspunkt tegnet Bruunsminde i Enner. - Men Jens Johan Andersen var nu en ulykkelig, træt og syg mand, og under et indlæggelsesophold på Brædstrup sygehus døde han her d. 27. maj 1970 og blev efterfølgende d. 3. juni af pastor Sanggaard begravet på Tamdrup kirkegård.

- Et liv og levned i absolut beskedenhed havde fundet sin afslutning

 Fra fødsel til død! - Det lyder måske enkelt at efterforske, men når man betænker, at Andersen ikke har efterladt sig familie: - Han var enebarn - Han havde en fætter, Jens Johan Pedersen Bach, som det gik godt her i livet, men han efterlod sig heller ikke familie. - Andersen vagabonderede vel nærmest i alle årene fra 1933 til 1969 - Han havde tilsyneladende kun kontakt til en enkelt af sine studiekammerater fra tiden i Ranum - Han opsøgte kun folk for at tilbyde dem sin ”kunst” … ja, når man betænker indholdet af den skæbne, som tilsyneladende tilgik hans liv, kan det blive noget af en opgave at forsøge at belyse netop Jens Johan Andersens levned.

 Men det er måske det, der gør opgaven lidt spændende: Nu skal man så forsøge at ”tegne” et billede af manden ud fra de tegninger, han producerede, og - hvor det er muligt - ud fra de kontakter han i den forbindelse har haft.

 Et sted mellem 5000 og 6000 tegninger blev det vel til. - Mange er forsvundne, nogle få på museum eller i arkiver, hvor man måske for længst har glemt, hvor tegningerne hører hjemme (adresse og folk). - Men mange steder møder jeg dog stor velvilje mht. at fremskaffe oplysninger om manden. Kan jeg gøre mig forhåbninger om at fremskaffe 10 % af Andersens tegninger, skal jeg vel være glad; - men vil jeg fastholde målet: At skildre denne ”originale skæbne”´s liv og færden, må jeg nok indstille mig på at arbejde med indsamlingsfasen i nogle år! … så er det jo godt, at jeg ikke selv er så gammel endda.

Planen er med tiden at have skaffet stof nok til en bog om tegneren Jens Johan Andersen, som aldrig underskrev sig med det fulde mellemnavn ”Johan”, skønt lidt slægtsforskning viser, at netop navnet ”Johan” forekommer mindst en gang i hver generation af hans familie.

Med ønsket om hjælp i denne indsamlingsfase …

De venligste hilsener,

Jørn Damgaard Andreasen,

Bøgehøjvej 15, Østerlund,

8700 Horsens

Tlf. 75 65 42 99 og mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.